Gå til hovedindhold

Frederikshavn er landets 7. bedste studieby

Ny national kåring af årets studieby placerer Frederikshavn i top 10 og fremhæver byen for billige boliger, stærkt fællesskab og et levende byliv

16. apr. 2026
Elev og lærer på elektrikeruddannelsen

Indhold

    Frederikshavn kan med stolthed kalde sig Danmarks syvende bedste studieby i 2026. Det viser Studentum.dk’s årlige kåring af Årets studieby, hvor studerende fra hele landet har vurderet, hvad der betyder mest, når man vælger, hvor man vil læse.

    Ifølge borgmester Jon Andersen er placeringen en vigtig anerkendelse af Frederikshavn som studieby.

    - Det gør mig både stolt og glad, at de studerende selv peger på Frederikshavn som et rigtig godt sted at studere. Det viser, at vi har en by med plads til fællesskab, nærvær og et godt studieliv, siger borgmester Jon Andersen fra Frederikshavn Kommune.

    962 unge har svaret på undersøgelsen, der måler på 11 forskellige parametre. Her klarer Frederikshavn sig særligt godt på boligpriser, byliv og det sociale miljø – men også på parametre som tryghed og karrieremuligheder placerer byen sig flot.

    Studentum.dk har i år ændret kriterierne for, hvad der definerer en studieby, så flere mindre byer er kommet med i undersøgelsen. I alt er 42 studiebyer blevet vurderet, og Frederikshavn ender altså blandt landets 10 bedste.

    - Kåringen bekræfter, at Frederikshavn tilbyder attraktive rammer for studerende med overkommelige boligpriser, et stærkt socialt miljø og en hverdag, hvor det er let at falde til, fortæller Jon Andersen.

    Studentum.dk har kåret Årets studieby otte år i træk.

    Danmarks ti bedste studiebyer i 2026:

    1. København
    2. Aarhus
    3. Aalborg
    4. Odense
    5. Esbjerg
    6. Tønder
    7. Frederikshavn
    8. Herning
    9. Kolding
    10. Fredericia