Gå til hovedindhold

Folkeoplysningsudvalget søger nyt medlem

Hvis du har lyst til at få indflydelse på udviklingen af fritidslivet i kommunen, så har du nu muligheden nu. Frederikshavn Kommune holder ”Open call” til en plads i Folkeoplysningsudvalget for de selvorganiserede aktiviteter

16. jan. 2026

Indhold

    I Frederikshavn Kommune har vi et bredt fritids- og kulturliv gennem blandt andet de mange foreninger og forskellige kulturinstitutioner. Men der er også en lang række aktiviteter og fællesskaber, som borgere selv starter og driver, uden at de foregår i en godkendt folkeoplysende forening.

    Det er netop disse borgere, som kommunen nu inviterer til at stille op til en plads i Folkeoplysningsudvalget. Målet er at få flere perspektiver ind i drøftelserne fra dem, der dyrker fritidsliv uden for foreningerne – altså den selvorganiserede aktivitet. Der søges én repræsentant og én suppleant for de selvorganiserede aktører på folkeoplysningsområdet.

    Hvad er folkeoplysning?

    Folkeoplysning handler om læring, fællesskab og demokratisk deltagelse i fritiden – fx gennem foreninger, aftenskoler og andre fællesskaber, hvor man udvikler sig sammen med andre.

    Hvad er Folkeoplysningsudvalget?

    Folkeoplysningsudvalget fungerer som rådgiver og sparringspartner for Udvalget for Kultur, Idræt, Forening og Lokalsamfund. Udvalget arbejder med retning, rammer og udvikling på folkeoplysningsområdet – herunder aktiviteter, fællesskaber og mulighederne for at deltage i kommunens fritidsliv.

    Folkeoplysningsudvalgets medlemssammensætning skal sikre, at alle perspektiver indgår i drøftelserne om udviklingen af folkeoplysningsområdet i Frederikshavn Kommune. Da de selvorganiserede aktiviteter udgør en vigtig del af kommunens fritidsliv, er det relevant, at erfaringer og ideer herfra også er en del af 
    udvalgets arbejde.

    Hvem kan melde sig?

    Open call’et er for dig, der:

      • er bosat i Frederikshavn Kommune
      • dyrker fritidsinteresser og har erfaring med selvorganiserede aktiviteter (fx vinterbadere, der mødes fast eller et søndagstursfællesskab, som ikke drives som en godkendt folkeoplysende forening).
      • kan beskrive din aktivitet og din motivation for at bidrage til udvalgets arbejde
    Sådan melder du dit kandidatur

    Send en mail med:
    1.    Navn, adresse og telefonnummer
    2.    Kort beskrivelse af din aktivitet (hvad, hvor, hvor ofte, evt. hvem I er)
    3.    Din motivation (5-10 linjer: Hvorfor vil du bidrage?)

    Send din mail til: fritid@frederikshavn.dk
    Frist for at melde dit kandidatur: Tirsdag 10. februar 2026, inden kl. 12.00.

    Udpegning ved lodtrækning

    Udpegningen sker ved lodtrækning blandt de indkomne kandidater, der opfylder kriterierne. Lodtrækningen finder sted onsdag 11. februar 2026.

    Der søges i alt én repræsentant og én suppleant for de selvorganiserede aktører på folkeoplysningens området.

    Efter lodtrækningen orienteres kandidaterne direkte, og udpegningen behandles efterfølgende administrativt/politisk efter gældende procedure.

    For mere information er du velkommen til at kontakte afdelingen Fritid og Folkeoplysning på tlf. 98 45 55 34 eller via mailadressen fritid@frederikshavn.dk