Sammen om Fremtidens Fælleskaber
Tværgående politik, der tydeliggør, at fremtidens velfærd skabes i stærke fællesskaber på tværs af civilsamfund og kommunen
Politikken tydeliggør, hvordan fremtidens velfærd skabes i stærke fællesskaber på tværs af civilsamfund og kommunen. Politikken er formuleret på baggrund af en inddragende proces mellem borgerne og byrådet på dialogmøder i Frederikshavn, Skagen, Sæby og Østervrå.
"Sammen om Fremtidens Fællesskaber" omhandler:
-
- Det gode børne-, unge- og familieliv
- Det gode ældreliv
- Et stærk kultur-, fritids- og foreningsliv
- Vækst og grøn omstilling
Du kan læse politikken "Sammen om Fremtidens Fællesskaber" på denne side, eller du kan downloade en printvenlig version nederst på siden.
Sammen om Fremtidens Fællesskaber
Kommunen skal være et sted, hvor mennesker har mulighed for at tage ansvar for eget liv og udnytte egne evner og potentialer. Sammen skal vi skabe et godt sted at bo og leve for alle. Vi skal tilbyde attraktive lokalsamfund med tilbud og fællesskaber, der appellerer til mennesker i alle livets faser. Kommunen skal være attraktiv, så flere får lyst til at bosætte sig i her.
Vi står i en brydningstid, hvor fremtidens velfærd er under pres. Vi oplever, ligesom mange andre kommuner i landet, en stigning i antallet af ældre borgere, samtidig med at fødselstallet falder. Dertil kommer, at de kommunale velfærdsopgaver er blevet mere komplekse med årene. Det sætter vores fælles velfærd under pres, og der findes ingen hurtige og nemme løsninger på, hvordan vi i fremtiden skal bruge ressourcerne.
I mange år har vi fokuseret på at tilbyde individuelle løsninger, hvilket ofte kræver betydelige ressourcer for at tilpasse dem til hver enkelt borgers behov. Fremover skal vi prioritere flere fællesskabsbaserede aktiviteter, så flere borgere kan få glæde af de samme ressourcer. Der er fremadrettet brug for, at borgerne i højere grad bidrager til den konkrete løsning af velfærdsopgaverne, for eksempel gennem frivilligt arbejde eller ved at støtte ældre naboer. Vores ambition er, at fremtidens velfærd skal skabes i et stærkt fællesskab mellem kommunen, borgere, erhvervslivet samt fritids- og foreningslivet. Dette indebærer en genforhandling af samfundskontrakten, hvor vi alle tager et større ansvar for hinanden og vores fælles velfærd.
Tilblivelsen af de fire politikker startede tilbage i 2023. Dialogen med borgerne har vist os, at der er vilje og engagement for at lykkes i fællesskab. Der er vilje til at tage ansvar og tage del i at inspirere hinanden på tværs af virksomheder, foreninger, kommunen og borgere. For at inspirere hinanden skal vi tale højt og fortælle om de mange gode fortællinger og initiativer, der sker i hele kommunen. Sammen kan vi skabe stærke lokalsamfund, der summer af liv.
Sammen om Fremtidens Fællesskaber
Ordet kommune betyder ”fælles opgave” og velfærd betyder at leve godt, eller ”det gode liv”.
Det er med afsæt heri, at vi har valgt, at: ”Sammen om…” skal være det nye fælles fundament for fire overordnede politikker i Frederikshavn Kommune.
Sammen om
- Det gode børne-, unge- og familieliv
- Det gode ældreliv
- Et stærkt kultur-, fritids- og foreningsliv
- Vækst og grøn omstilling
De fire politikker er vedtaget i Byrådet i september 2025 og sætter retningen for udvikling, prioritering og udførelse af opgaver. Politikkerne går på tværs af kommunens områder for at understøtte sammenhængskraften i kommunen.
For at skabe sammenhæng mellem Byrådets overordnede politiske målsætninger og de strategier og handlingsplaner, der efterfølgende implementeres i den kommunale organisation, er der udviklet en styringsmodel. Denne model skal sikre, at politikkerne kan omsættes til konkrete og målrettede handlinger. Se mere i afsnittet ’Styringsmodel’.
Processen
I vores langstrakte kommune danner de mange lokalsamfund og vores tre hovedbyer rammen om det gode liv for borgerne. I forbindelse med udviklingen af politikken har borgerne på borgermøder bidraget aktivt til politikkens indhold.

I Frederikshavn Kommune har vi en ambition om at skabe rammerne for det gode hverdagsliv.
Vi tror på, at et stærkt og sammenhængende lokalsamfund er nøglen til at skabe et godt børne-, unge- og familieliv, hvor trivsel og stærke fællesskaber er omdrejningspunktet.
Vores politik bygger derfor på værdier som tryghed, nærvær og fællesskab.
Stærke fællesskaber og trygge rammer
Stærke fællesskaber og trygge rammer Det gode hverdags- og familieliv skabes ikke
alene af kommunen. Et godt hverdags- og familieliv bygger i højere grad på stærke lokale fællesskaber og kræfter, som går sammen om at skabe tryghed, nærvær og et rigt foreningsliv.
Vi tror på princippet om ‘Én kommune - mange kræfter’ og arbejder sammen med civilsamfundet for at skabe de bedste vilkår for børn, unge og familier.
Alle børn og unge skal have mulighed for at vokse op miljøer, hvor de kan trives og udvikle sig, og hvor de har ret til at være en del af stærke fællesskaber.
Det er et fælles ansvar at sikre, at børn og unge har adgang til dagtilbud, skoler og fritidstilbud af høj kvalitet.
Familien i fokus
Vi skal stå sammen om at støtte familier i at skabe trygge og nærværende rammer for deres børn. For at udvikle et spændende nærmiljø og tilbud til børn og unge, skal vi inddrage deres perspektiver i beslutningsprocesserne. På den måde bliver børn og unge hørt og tager ansvar for den fremtidige udvikling i kommunen.
Uddannelse og dannelse
Børn og unge er vores fremtid og vi skal sammen investere i, at de kan vokse op i trygge rammer med nærværende voksne, der passer på dem og giver dem muligheden for at udvikle sig. Vi skal sikre gode dagtilbud, skoler og fritidstilbud.
Vores mål er, at alle børn, unge og familier i Frederikshavn Kommune skal have de bedste livsbetingelser og muligheder for at leve det gode liv. Derfor vil vi fremme, at børn og unge har udsyn, nysyn og nysgerrighed ved at bringe verden ind i deres almene dannelse.
Vi har en ambition om, at Frederikshavn Kommune skal være et attraktivt sted at være ung og vi vil arbejde
aktivt for, at Frederikshavn bliver en attraktiv uddannelses- og studieby.
Dialog og samarbejde er nøglen til at forløse fællesskabernes potentiale og vi skal alle tage ansvar for at skabe de bedste vilkår for det gode hverdagsliv. Sammen vil vi skabe en kommune, hvor alle har lyst til at investere sig selv i udviklingen af vores lokalsamfund.
I Frederikshavn Kommune bliver der flere ældre, der lever sundere og er mere aktive. Det bevirker, at vi lever længere end tidligere. Vi bliver længere på arbejdsmarkedet og for mange er det først senere end ved pensionsalderen, at vi reelt begynder at føle os som ældre. Derfor har flere en aktiv hverdag med
meningsfulde aktiviteter.
Vores ambition er, at fællesskaber og aktiviteter skal være de bærende elementer i et godt ældreliv. Sammen skal vi opstille rammer og samarbejde om at gøre dette muligt.
Vi tror på, at livskvalitet øges, når det enkelte menneske kan klare sig selv så længe og så godt som muligt.
Dem, der kan selv, skal selv
Ældre borgere fortjener selvstændighed og derigennem værdighed. De borgere, der er i stand til at klare sig selv, skal have mulighed for det. Det er centralt i politikken, at ”Dem, der kan selv, skal selv”. Så kan vi i stedet bruge vores ressourcer på at støtte og hjælpe de borgere, der ikke kan selv. Det er vigtigt, så de bevarer deres selvstændighed og værdighed. Samtidig skaber vi plads til, at der er ressourcer til at støtte og hjælpe de borgere, der ikke kan selv.
Meningsfulde fællesskaber for flere
Vores ambition er at skabe stærke og meningsfulde fællesskaber for ældre. Fællesskaber, hvori de ældre både kan deltage som frivillige og som brugere af en aktivitet. Foreninger, aktivitetscentre og naboskaber er blandt hjørnestenene i denne ambition. Vi vil samarbejde med borgere og foreninger om at fremme fællesskaber, der øger livskvaliteten og forebygger ensomhed blandt de ældre.
Flere ældre finder sammen i etablerede fællesskaber og mange bidrager i høj grad også til at skabe deres egne mere uformelle fællesskaber. De mødes om korsang i kirken, arbejder frivilligt til kulturelle arrangementer og samles i mindre grupper for at genoptage ældre håndværksfag som fx knipling. Det skal
de blive ved med, for det er værdifuldt at have et aktivt socialt liv ved at have noget at lave i hverdagen.
Flere ældre bidrager til at skabe meningsfulde fællesskaber for deres egne generationer. Men der er samtidig brug for at endnu flere ældre bidrager med deres erfaringer og kompetencer til at give børn og unge en meningsfuld hverdag.
I dag er der rig mulighed for at deltage i et væld af aktiviteter for de ældre, der er mobile og aktivt opsøgende på sociale aktiviteter. Sammen har vi en fælles opgave i at tage aktivt hånd om de ældre, der har svært ved at opsøge de fællesskabende aktiviteter. Sammen skal vi aktivere de gode naboskaber, hvor der rækkes ud til de ældre, der måske ikke selv har overskud eller ressourcer til at komme afsted på egen hånd.
Måden vi bor på, kan være med til at skabe rammen for det gode ældreliv. Derfor skal vi handle proaktivt i forhold til ændrede og nye boligbehov.
Ved at fremme muligheden for nye boformer, som seniorboligfællesskaber, kan vi sammen skabe rammerne for et ældreliv, hvor tryghed, nærvær og trivsel er i centrum.
I Frederikshavn Kommune har vi masser af liv, gode foreninger og kulturinstitutioner, der skaber meningsfulde oplevelser. Det kendetegner vores kommune.
Sammen skal vi skabe gode rammer for foreninger og kulturinstitutioner, der gør det attraktivt at investere sine frivillige kræfter i kultur-, fritids- og foreningslivet. Vi skal fremme meningsfulde fællesskaber, der er baseret på værdier som fællesskab, mangfoldighed og engagement.
Frivillighed
Frivillighed er en hjørnesten i alle lokalsamfund. Det er de frivillige, der skaber liv i foreningerne og kulturinstitutionerne. Frivillige er også med til at opretholde vigtige initiativer inden for socialområdet, hvor deres indsats skaber tryghed. Hver dag er de noget vigtigt for nogen.
Der er rig mulighed for at skabe tilhør og tilknytning til lokalsamfundet gennem frivillighed. Vi tror på, at det kan skabe identitet, glæde og begejstring at være frivillig gennem alle livets faser.
Mange foreninger kigger ind i et generationsskifte hos de frivillige, hvor stafetten skal gives videre til nye kræfter. Vi har et fællesansvar i at uddanne og danne til frivillighed, både så nye kræfter kan tage over, og så vi sammen kan løfte kvaliteten og skabe gode oplevelser.
Samarbejdet med omverden
Demografien i kommunen kan skabe udfordringer med at tilbyde de samme kultur-, fritids- og foreningstilbud i alle byer i fremtiden. Det kalder på, at vi gentænker samarbejdet mellem foreninger, kulturinstitutioner og kommunen, hvor vi tør gå nye veje for at udvikle den klassiske foreningsforståelse og rekrutteringen af fremtidens frivillige.
Nysgerrighed og mod er to grundlæggende elementer, som vi skal bruge for at afsøge smidige og fleksible arbejdsgange. Disse elementer skal understøtte frivillighed og fremme samarbejdet på tværs af forskellige foreninger, byer, kulturinstitutioner og samarbejdspartnere i omverdenen.
Mangfoldighed og plads til forskellighed
Vi har alle brug for at være noget for nogen. For at vi kan skabe og sikre meningsfulde og mangfoldige fællesskaber for alle, skal foreningslivet og civilsamfundet spille en central rolle. Vi tror på, at der er vilje og lyst til at bidrage med løsninger på vigtige samfundsudfordringer.
Mangfoldighed styrker vores fællesskaber ved at samle mennesker med forskellige erfaringer og ideer. Vores forskelligheder gør, at vi kan lære af hinanden. Sammen har vi unikke muligheder for at skabe rum, hvor fællesskaber kan vokse og forskelligheder forenes.
I Frederikshavn Kommune har vi en ambition om at understøtte initiativer, der gavner vækst og den grønne omstilling. Vi tror på, at et initiativrigt civilsamfund er nøglen til, at vi kan opnå bæredygtig vækst.
Vi tror på en tilgang til grøn omstilling, hvor ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. Der er allerede mange gode initiativer ude i lokalsamfundene, hvor vi inspirerer hinanden til at træffe grønne valg. Det skal der blive ved med at være, og vi skal alle samarbejde om den grønne omstilling og vækst.
Vækstpotentialer
Ingen kan skabe den grønne omstilling og vækst alene; det kræver en fælles indsats. Sammen har vi en fælles opgave, hvor vi skal turde at være modige og gå forrest i den grønne omstilling.
Flere virksomheder skaber innovative løsninger, der både fremmer den grønne omstilling og skaber vækst. Det kan få betydning for vores samarbejde med omverdenen og være svar på store udfordringer globalt.
De maritime miljøer, turisme og naturen i kommunen skaber vækstmuligheder. De maritime miljøer fremmer tiltrækning og uddannelse af fremtidig arbejdskraft. Turismen tiltrækker besøgende fra hele verden og gør vores kommune til et attraktivt sted med store oplevelser for alle mennesker. Kommunens unikke natur inspirerer med sine særegne kendetegn mennesker til at bosætte sig og leve deres liv i landets nordligste kommune. På sigt skal det være med til at sikre bæredygtig vækst.
Sammenhæng mellem vækst og bæredygtighed
Grøn omstilling og bæredygtighed åbner op for store vækstmuligheder, som kan få betydning for alle kommunens velfærdsområder og borgernes livskvalitet. Vi har en stærk ambition om at fremme vækst, der samtidig understøtter og tager hensyn til den grønne omstilling og social bæredygtighed. Vækst og bæredygtighed skal gå hånd i hånd. Det vil kræve forandringer og innovative løsninger, der kan igangsætte en positiv vækstspiral. Vi skal være villige til at omstille os, så vi kan følge med udviklingen i samfundet med fokus på omlægning og indretning af arealer og natur, der fremmer grøn omstilling.
Alle aktører spiller en rolle
Alle kan træffe grønnere valg i hverdagen. Det gælder borgere såvel som offentlige og private virksomheder. Sammen har vi en fælles opgave i at tage et ansvar for den grønne omstilling og vækst.
Samarbejdet mellem kommunens mange aktører skal afspejle, at vi bevæger os i en fælles retning og har en fælles forståelse af, hvad der skaber sammenhæng i grøn omstilling og vækst. Det kræver nytænkning fra os alle.
Ligeværdig dialog fremmer den gode samtale om, hvordan vi skaber sammenhængskraft mellem grøn omstilling og vækst. Vi skal inddrage hinanden i højere grad, så vi alle er med i fællesprojektet mod en grønnere kommune og et godt sted at bo.

Styringsmodel
Byrådet vil udvikle fire overordnede politikker, der går på tværs af kommunens områder for at understøtte sammenhængskraften i kommunen. Politikkerne skal sætte retningen for udvikling, prioritering og udførelse af opgaver på tværs af hele organisationen.
Politikkerne skal sammen med Planstrategien ”Muligheder for vækst – Muligheder for mennesker, 2024-2027” udgøre Frederikshavn Kommunes overordnede politiske mål, og sætte en tværgående retning for udvikling på tværs af kommunens områder.
For at sikre, at politikkerne kan omsættes til konkrete og målrettede handlinger, vil Frederikshavn Kommune fremadrettet udarbejde styringsdokumenter med afsæt i nedenstående model.
Hierarkiet skal skabe klarhed over niveauernes formål og kollektiv bevidsthed om vores fælles sigte. De enkelte niveauer indikerer ligeledes, hvor beslutningskompetencen ligger.
Hvad er missionen?
Frederikshavn Kommunens mission er at levere velfærd til borgerne. Denne mission deler kommunen med landets øvrige kommuner.
Hvad er visionen?
Visionen er til gengæld unik for Frederikshavn Kommune. Med afsæt i de udfordringer, som Frederikshavn Kommune står overfor, er vores vision, at vi gennem stærke fællesskaber vil skabe muligheder for vækst og muligheder for mennesker, der skal bidrage til, at vi bliver flere borgere.
Hvad er en politik?
Politikken er Byrådets fastsættelse af politiske målsætning og strategisk rammesætning for udviklingen af kommunen.
Hvad er en strategi?
En strategi skal angive vores kerneopgave og dermed hvilke konkrete mål og indsatser, vi sigter efter for at føre visionen og politikken ud i livet. Strategier vedtages i og på tværs af fagudvalgene.
Hvad er handlingerne?
Handlinger er konkrete indsatser og aktiviteter, som skal være med til at realisere strategien og samtidig
afspejle intentionerne i kommunens mission, vision og politik.